Autentisk! /Autentično!/ short story

Whilst I was in Copnehgaen, I learned that short story of mine AUTENTIČNO!, had been selected for Vecernji list best short story competition -the award bears the name of Ranko Marinković, Croatian writer, dramatist and professor in Theather Academy.

AUTENTIČNO!

Dozvolite mi da vas častim ručkom. Morate čuti priču o Zaimu, najvećem bohemu Konjica! Zbilo se krajem devedesetih, kada su filmadžije iz Francuske snimali koprodukciju u Sarajevu, pa su “francuska brda” našli u Hercegovini; Konjic je bio idealan kao provansalski gradić. Kaj bute poručili? Červiš vam je supač, to vam kao da skupa papate pašticadu i ujušak od divljači!

Kaj, pa naravno da sam i ja Hercegovac, otud i poznam kak bi rekli gruntovčani backgruund cijele historije! U Zagrabiji imade 4 i pol autentičnih Zagoraca. Autentičnost je precijenjena...! Konobar, sifon, dvije litre bijelog i predjelo!

Zločin nad Zaimom, »ocvalim donjuanom«, u kavani Othello, što na ‘ercegovačkom praff zapraff znači ‘otel s kuhinjom. Isprva smo mislili da je to »apsurdna svađa pod utjecajem alkohola...«. Tada sam doista mislio da je svaki zločin »apsurdan«, bio mi je potreban život da naučim razlikovat’ opravdanje od objašnjenja, ljubav od požude, strah od frustracije, zakinutost od zavisti, sažaljenje od anksiozne potištenosti, čamotinju od tuge... Ali, je li to doista zrelost?!

No, vidim da ste nervozni, vino na prazan želudac... Već ste pojeli pršut, a je dobar ovaj ‘ercegovački, kaj ne?! Červiš je odličan!: uz kupus-salatu, glavno jelo vam ne treba! O ukusima ne raspravljam...

Producent iz Belgije i par glumačkih zvijezdâ slušali su našeg Zaima. Bio je dio namještaja Kluba književnika u Konjicu. Nigdje se slađe ne ruča no u Klubu. Osobito kad je za džabe. Znate, umjetnik je ionak’ potplaćen, navlastito pjesnici koji nisu u čitankama, pa su ručak ili večera u kavani Kluba kao »topli obrok« poštene radničke klase. Potrebito je jedino da vam platilac obroka bude neznanac. Jer, znanac se upraff zato i zove tako jer znade da su male šanse da mu vratite uslugu.

The rest of story is here

Copenhagen baedeker is in progres (as well as a travelogue)

Prize for the radio play 2010 - Crnković

 

 

II nagrada za radio dramu na konkursu Radio Beograda 2010 Na dan Radio drame, 24. marta 2010, u Kamenoj sali Radio Beograda uručene su nagrade tradicionalnog konkursa dramskog programa Radio Beograda. Drugu nagradu za radio dramu "Spajdermen beogradski" pripala je Predragu Crnkoviću. On Radio Drama Day, March 24th, in Radio Belgrade building, there were presented results from anonyme competition for the best radio plays. This contest has been traditionally organized by Radio Belgrade since 1920's. Second prize - for radio play SPIDERMAN OF BELGRADE, was awarded to Predrag Crnković. På "Radio Drama dag", den 24. mars, i Radio Beograds "Stensale", blev priser tildelt i Radio Beograds traditionelle anonyme konkurrence for det bedste hørrespil. II pris blev tildelt til hørespilet "Spiderman af byen Beograd", skrevet af Predrag Crnković.

Pisac, epizodist i teoretičar

Pisac, teoretičar i epizodist 

Sjedio je za stolom uz pivo, kutiju Marlboroa, zagledan u daljinu. Lijevom je rukom milovao mišicu desne, u kojoj je držao cigaretu. Rukavi košulje bili su zavrnuti da bi se vidjeli mišići koji su izgledali grudasto, kao da je netko ispod kože implantirao krpe umočene u gips. Ručni se sat tada nosio obvezno na desnoj ruci. Uglancane cipele spašavale su cjelinu dojma koji je trpio zbog »istočnih« traperica. Želio je izgledati misteriozno, najjače, i znao je da je devedeset devet postotaka uspjeha u tome da zauzme pozu najjačeg i misterioznog, a da mu ostali povjeruju. Početak slave ne pamti ni on sam. Jednom kad priča krene, ona sama vodi svog junaka. Epizodiste, da bi pridobili pažnju, moraju izaći iz te priče i napisati nešto drugo. Oni umješniji, 'vješti u pisanoj riječi', črčkaju koješta već kao likovi u tuđoj fikciji, pa ponekad – ali iznimno rijetko – uspiju skuhati poparu i čitateljima i autoru, te sujetnim glavnim likovima tako što izmijene naizgled logičan i nepromjenljiv tijek pripovijesti.

Nikad ne opisuj izgled likova. To pisac čini kada ne zna što bi o suštini. Ne pokušavaj se uživjeti u drugoga. Jedini koga poznaš si ti, a i to jedvice. Kada opisuješ drugog – nagađaš. Suvremenog pisca zanima isključivo on sam.

Buffet »BUS« kod postaje Č. nije imao rashladne uređaje, ali je pružao utisak hladovine. Taj je utisak na posjetitelje sugestivno djelovao. Ljeto je bilo vrelo i ljudi su već od prijepodneva bili pijani od vrućine. Mlačno je pivo stoga imalo učinak homeopatskog lijeka – potiralo je usporenost i čamotinju žege. Č. je ljeti bio pust; budući nije bio gradić na auto-cesti već selo gdje su spavali radnici pilane i tvornice cigala, rijetko koji vozač bi potražio okrijepu.

Ne opisuj scenografiju. Moderni pisci deskripciju smatraju balastom. Sve što trebaš priopćiti čitatelju jest ono što dolazi iz tvoje vizure. Što znači opis kuće, krajolika, vremenskih uvjeta? Također, čitatelje ne zanima ni odjeća ni obuća likova.

Buffet »BUS« bio je baraka s velikim prozorima. Pribijena uza zid uzvišice obrasle čempresima, krčma je sličila ulazu u špilju. Sjena je ljeti bila slaba zaštita od visokih temperatura, ali tješila je ljude. Ispred »BUS«-a su sve do duboko u jesen stajala dva stola. Bila su prekrivena tamnocrvenim stolnjacima i pepeljarama od zelenog lima. S tih stolova gosti su mogli vidjeti: put, varkom oka umanjenu autobusku postaju udaljenu oko 800 m, obrise prvih kuća u glavnoj ulici u Č.-u sa samačkim hotelom kao najvišom zgradom, dalekovod i trafo-stanicu, kao i vrh obližnjeg brda gdje su rudari iz susjednog grada imali »vikendice«.

“Sjedio je za stolom uz pivo, kutiju Marlboroa, zagledan u daljinu, i lijevom rukom milovao mišicu desne, u kojoj je držao cigaretu. Rukavi košulje bili su zavrnuti da bi se vidjeli mišići koji su izgledali nekako grudasto, kao da mu je netko implantirao krpe umočene u gips ispod kože.« Pored njega sjedili su žutokljunci, kandidati za opasne tipove. Gledali su ga i šaputali, nadajući se da će ih pogledati, možda im platiti sok ili pivo.

Ne opisuj emotivne živote epizodista – time se kompromitiraš i postaješ realist. Sveznajući pripovjedač je mrtav. Zaboravi na sat, kalendar, historijsko vrijeme i zemljopis. Nisi novinar i ne moraš odgovarati na pitanja tko-gdje-kada-zašto-kako.

»Sjedio je za stolom uz pivo, kutiju Marlboroa, zagledan u daljinu, i lijevom rukom milovao mišicu desne, u kojoj je držao cigaretu. Rukavi košulje bili su zavrnuti da bi se vidjeli mišići...« Bilo je vrelo i u buffetu se topio hladionik. Vlasnikova žena, Francika, morala je na pod staviti kuhinjske krpe. Pivo je bilo mlako. Radio je mogao emitirati samo srednje valove i potenciometar je bio pokvaren, tako da je sve sličilo ambijentalnoj glazbi. Čak su i novokomponirane pjesme (termin 'turbo-folk' nije još postojao) zvučale drukčije.

»Ova mi zvuči nekako 'stranjski'!«, reče on. »Što?«, upita Francika iako je znala na što je mislio. »Kad je tako utišano, sve mi zvuče isto.. 'stranjski'.« »Aha...Moram ga nagovoriti da popravi...« »Ma pu-sti«, otegnuo je. »Baš je fino ovako.«

»VINKO!«, dječiji se glas derao s puta. Francika ispusti čašu ali je uhvati prije no je pala. »Ajme, što je?«, upita se. »VINKO!«, vikao je – sada se i vidjelo – dječak, noseći u ruci koverat.

»?«, Vinko je pijuckao pivo i milovao mišicu. Gledao je u cipele, kao da provjerava jesu li još sjajne. Hladnokrvnost je bila neizmjerna, ali nije imala koga dojmiti – tu su bili samo žena vlasnika buffeta i dolazeći švrćo iz kraja, kao i klinci za susjednim stolom.

»Brzojav«, reče dječak zadihano.

»A što vičeš, Tole, a?«, tepala je Francika donoseći mu limunadu. Vinko je uzeo brzojav i čitao mrdajući usnicama. Francika ga je ljubopitljivo gledala i čekala da čuje o čemu je riječ. Uvijek je mislila da se brzojavom javljaju samo loše stvari.

Sve likove osim glavnog, to jest tebe – pripovijedača, neka imenuju drugi likovi, vokativom. Nemoj kao biograf, to je taj i taj, rođen tamo i tamo... Ti znaš tko si, a i to samo djelomice. Likovima moraš pogledati iskaznice.

Vinko je ustao, presavio brzojav više puta i turio ga u džep od košulje. Stavio je novčanicu ispod boce piva, kimnuo Franciki i otišao. Francika se veoma iznenadila jer je tako nešto viđala samo u filmovima – da se plaća ne čekajući konobara i da se ode bez čestitog pozdrava. Za susjednim stolom klinci su živnuli. Sadržina brzojava ostala je visjeti u zraku kao jak vonj koji se iznenada pojavi i ometa ne samo sve druge mirise već i sve misli. Francika je zabezeknuto gledala u stol za kojim je Vinko do malo prije sjedio a onda je prenu uzvik:

»Tole, budalo!« Zaključila je da su klinci ispitivali Toleta je li je pročitao brzojav i očito su utvrdili da nije. Počeli su mu lupati čvrge i švrćo je plačući pobjegao.

Minutu nakon Vinkova odlaska, u »BUS« je svratila i djevojka po imenu Andrijana. Klinci su već nagađali o sadržini brzojava. Andrijana je to prekinula još dok je – gledana izdaleka – bila veličine dječije lutke.

Nikada imenom ne uvodi nepoznati lik usred priče. Ako to ipak učiniš, nemoj to popratiti deskripcijom izgleda. Novi se lik samouvodi efektnom frazom, ili ga drugi lik oslovi. Svako drugo predstavljanje atak je na očekivanja suvremenog čitatelja.

Andrijana je imala vruće hlačice od starih traperica. Nosila je nanule što je po šljunku i kamenu bila obuća za mučenje. Svježe depilirane noge pokazivale su nekoliko modrica. Na jednom joj je koljenu bio prištić. Andrijana je nosila torbicu s obje ruke pravo ispred solarnog pleksusa, što je kretanje njenih kukova činilo još izrazitijim. Klinci su izdaleka zamišljali njene guzove kako ispadaju iz uskih hlačica. Ružičasta maja jedva je pokrivala pupak – to su vidjeli već kada je prelazila drum – a nazirali su se i obrisi grudnjaka. Pogledala ih je, zastala, pa onda krenula prema njihovom stolu. Klinci su znali da ide k najstarijem.

»Zdravo«, rekla je. »Zdravo«, rekao je najstariji klinac i ušmrknuo cereći se. Odmjeravao ju je hinjenim prijezirom koji je trebao prikriti požudu i svako malo se okretao prema ekipi, cerekao i namigivao. Zapalio je novu cigaretu iako je jednu već imao u pepeljari. Andrijana je bila jedina slobodna djevojka u Č.-u. Šetnja do »BUS«-a bila je zabava koju si je ljeti mogla priuštiti. Znala je, bitku koju vodi s ovdašnjim mladićima izgubila je; ako »da«, svi će znati i morat će bježati. A nije imala kamo. Ali, nada je uvijek tu – možda sretne nekog. Možda nekog starijeg, tko se neće hvaliti. Tko može pomoći. Ipak, ne treba biti grub ni s klincima, misli Andrijana, svima treba pružiti priliku, jer treba nešto i dati da bi se primilo – tako su je učili.

»E pa dobro, vidimo se«, rekla je Andrijana tužno i otišla do Francike po litar mineralke, da pokaže da je zato došla. Klinac je pljunuo za njom i odjednom se oslobodio kada djevojke više nije bilo u blizini. Počeo je lijevom rukom milovati mišicu desne, u kojoj je držao cigaretu. Rukave nije morao zavrtati jer ih nije ni imao. »Vinko dobio brzojav!«, viknu klinac i zacereka se. Odlazeći, Andrijana ga praštajući pogleda. Voljela bi da joj napiše pjesmu. Da joj kupi kremšnitu i da otpleše s njom uz »Proplakat će zora«. Voljela bi da si može kupiti zvonare i dobre cipele a njoj možda ljepšu torbicu. Kada bi umio pomilovati po grudima a da ne ostavi modrice. I kada se ne bi toliko hvalio. I kada bi umio lijepo pozdraviti njenu majku. Sve je to Andrijana mislila i praštala je, a to je praštanje nestajalo u bezdanu neznanja, bez svjedoka. Praštanje je često kao svjetlost umrle zvijezde. Stigne do promatrača onda kada više nije važno. Oprostila je i Vinku, to što je s njim zatrudnjela i što je otišla u susjedni grad da pobaci i što je na operacijskom stolu netom umrla. Srčana mana, za koju nije znala, pokazala se fatalnom čak i u lokalnoj anesteziji. Vijest o njezinoj smrti nalazila se u brzojavu koji je Vinko dobio. U torbici su našli ceduljicu s njegovom adresom i porukom »Obavijestiti ako pođe...«.

Nemoj se pridržavati vremenskog slijeda događaja. U postmodernističkoj prozi sve je moguće, likovi se mogu oživljavatii, mogu biti na više mjesta istodobno, a i neživi likovi od, npr. ljepenke, mogu poslužiti. Pokojni likovi slobodno neka ti se šeću po prozi.

Riječ pisca

E pa, teoretičaru, posljednjeg sam se držao. Za ostalo, oprosti, ali sereš. Nemoj ovo nemoj ono... Ali za Andrijanu – to prihvaćam. Ona je anđeo, ona mi uvijek može doć' u bilo koju priču koju sam ikada napisao, koju pišem i koju ću napisati. I neka njeno praštanje bude anđeoski uvid, evo upućujem tradicionaliste, a modernistima eto utjehe – i ja sam, kao i E. A. Poe, protivnik didakticizma u književnosti. Ne mora biti uvid. A sad si moram u toplice – premlatili me na buvljoj pijaci,dok sam kupovao »Postmodernizam za početnike« za bagatelnih 20 kuna. Počinitelj mi je nepoznat, a i razlog. Maloljetan je, sjećam se samo zavrnutih rukava...

Riječ epizodista

Brate, trebao si pazit što pišeš. Nisi smio napisat (il' prepisat?) ovo:

Epizodiste, da bi pridobili pozornost, moraju izaći iz priče i napisati nešto drugo. Oni umješniji, »vješti u pisanoj riječi«, črčkaju već koješta kao manji likovi u tuđoj fikciji, pa ponekad – ali iznimno rijetko – uspiju skuhati poparu i čitateljima i autoru i sujetnim glavnim likovima tako što izmijene naizgled logičan i nepromjenljiv tijek pripovijesti.

Mis'im, brate, htio si i novce i ovce – biti pisac i veći teoretičar od teoretičara. To ti se zove, ono, »podrivanje paradigmatskog autoriteta«, »poigravanje s pripovijednim perspektivama«! Igračka plačka. Ja sam bio jedan od 'klinaca'. Volio sam Andrijanu i pisao joj pjesme i prozu. Svi su mislili da su zadaće. I tek kada sam se kao radnik koji vanredno studira izgradio kao lik, osmjelio sam se. Skuhao sam svima poparu. Nitko vam nemre pomoć. Ni Pavličić.

FORFATTEREN, TEORETIKEREN OG BIPERSONEN

FORFATTEREN, TEORETIKEREN OG BIPERSONEN

Didaktisk essay om hvordan man bør skrive moderne prosa i dag.

Han sidder ved bordet med sin øl og sin Marlboro-pakke og stirrer ud i det fjerne. Med sin venstre hånd stryger han sig over den højre, som han holder cigaretten i.
Skjorteærmerne er rullet op, så man kan se hans muskler. Det ser bøvet ud. Musklerne ligner klude, der er lagt i blød i vådt gips, og siden hen proppet ind under huden i tørret tilstand.
På denne tid, hvor han sidder ved dette bord med sin øl og sine Marlboro cigaretter, denne sæson, er det mode at have armbåndsuret om højre håndled. Polerede sko redder dog det kunstneriske indtryk, der ellers er skæmmet af østeuropæiske cowboybukser. Han ønsker at se mystisk ud, virke stærk, og han ved at 99 % af ens succes udspringer at det visuelle indtryk man giver, hvis andre har tillid til det. Men berømmelsens begyndelse kan han ikke huske. For så snart som en historie begynder leder den selv hans egen person, uden hans egen vilje, ad sine narrative forløb. Bipersoner som han selv, må for at tiltrække sig opmærksomhed skride ud af dette forløb, fortabe sig, for at noget andet kan skrives. Og for nogen med succes, nogen der ”mestrer det skrevne ord”, de aller dygtigste bipersoner, der blot er figurer i andres fiktioner og narrative forløb, er det trods alt af og til lykkedes at bringe både hovedpersoner, forfattere og læsere i slem knibe, når de har formået at ændre et tilsyneladende logisk og ufravigeligt narrativt forløb.


Beskriv aldrig personers udseende. Det er kun noget en forfatter gør, når han ikke ved, hvad han skal skrive, når han ikke har noget væsentligt på hjerte. Lad være med at prøve på at indleve dig i en anden person. Den eneste du kender, er dig selv, og det gør du også kun knapt nok. Men når du beskriver andre end dig selv gætter du bare. En moderne forfatter giver sig ikke af med at gætte, han er udelukkende interesseret i det virkelige, i sig selv.


Cafeen “Stoppestedet” ved siden af busholdepladsen i byen C. har ikke nogen aircondition, men alligevel giver lokalet indtryk af skygge og svale. Det påvirker suggestivt gæsterne. Sommeren er varm og folk er allerede fra morgenstunden beruset af heden. Lunkent øl har derfor samme effekt som et homeopatisk middel; det annulerer sløvheden.
Om sommeren er landsbyen C. helt tom, da den ikke ligger ved en hovedvej, men derimod er hjemsted for savværket og teglværket, og ingen lastbilchauffører kører igennem den og gør holdt for at forfriske sig med øl og røræg på deres vej.

Beskriv aldrig fortællingens scenografi. En moderne forfatter betragter deskription som en belastning. Alt du skal meddele læseren, er det, der kommer ud fra- og ud af dit eget synspunkt. Hvad er meningen med en beskrivelse af et hus, et landskab, et vejrlig? Den er meningsløs. Læseren er heller ikke ivrig efter at få at vide hvordan personernes beklædning og fodtøj ser ud.

Cafeen “Stoppestedet” er bare en tarvelig barak med store vinduer, der ligesom er lænet op ad en bjergskråning bevokset med rødgran. Døren kan minde om en bjerghules indgang. Om sommeren er skyggen en dårlig beskyttelse mod de høje temperaturer, men den trøster alligevel folk, så de kommer og sætter sig. Foran cafeen er der to borde stillet ud, som er dækket med mørkerøde duge og hvorpå der er stillet mørkegrønne askebægre af metal. Fra disse borde kan man se følgende; busstationen ved siden af, ungkarlehotellet, som er byens højeste bygning, en transformatorstation og toppen af det bagvedliggende bjerg, hvor minearbejderne fra nabobyen har deres sommerhuse.

“Han sidder ved bordet med sin øl og sin Marlboro-pakke og stirrer ud i det fjerne. Med sin venstre hånd stryger han sig over den højre, som han holder cigaretten i.
Skjortenærmerne er rullet op, så man kan se hans muskler. Det ser bøvet ud. Musklerne ligner klude, der er lagt i blød i vådt gips, og siden hen proppet ind under huden i tørret tilstand.” Ved siden af ham sidder nogle grønskollinger, der kandiderer til at blive nogle seje fyre. De ser på ham og hvisker i håb om, at han måske skulle finde på at give dem en sodavand.



Beskriv ikke bipersonernes emotionelle liv, for dermed kompromitterer du dig selv og bliver barnlig realist. Den alvidende fortæller er ligeså bedaget som trommesalsmaleriet af det grædende sigøjnerbarn. Glem alt om ur, kalender, “historisk tid” samt geografi. Du er hverken journalist eller gammeldags skolelærer og skal ikke svare på spørgsmål om hvem, hvorhen, hvornår, hvorfor eller hvordan.

“Han sidder ved bordet med sin øl og sin Marlboro-pakke og stirrer ud i det fjerne. Med sin venstre hånd stryger han sig over den højre, som han holder cigaretten i.
Skjortenærmerne er rullet op, så man kan se hans muskler…”
Det er så hedt, at isen smelter i køleskabets frostboks, og ejerens kone Franciska må lægge klude ud på gulvet for at inddæmme vandet. Øllet er lunkent. Radioen virker bare på mellembølger og er desuden så defekt, at musikken ligsom kommer i en variende puls ud af højtaleren, som en art forstadie til reggaemusik, genereret af modtagerapparatets tekniske dysfunktionalitet, eller måske som en art indolent, anæstetiseret turbofolk, der senere skal komme på mode i en urolig tid i en anderledes orgaistisk fremførelse.

»Det lyder som noget udenlandsk!«, siger ham.
»Hva'?«, spørger Franciska, selv om hun ved, hvad han mener.
»Når radioen spiller så lavt, så lyder alle sangene ens og uforståelige som noget udenlandsk«
»Nå. Jaja... Jeg må få ham til at reparere den«
»Nej, lad være med det«, svarer han drævende. Det lyder fint som det lyder!”

»VINKO!«, En barnestemme lyder nede fra vejen. Franciska er næsten ved at tabe sit glas.
»Jamen, hvad er i vejen?«, spørger hun.
»VINKO!«, er der en, der råber – nu kan man også se det – det er en dreng, der bringer en konvolut.
Vinko nipper til øllet og stryger sig over sine muskler. Han ser på sine sko, som for at kontrollere om de stadigvæk er blanke. Men der er ingen at imponere. Her er bare kroejerens kone og drengen fra egnen nede på vejen samt grønskollingerne omkring bordet ved siden af.

»Telegram«, stønner drengen forpustet.

»Nå, hvorfor råber du, Tole?«, mumler Franciska mens hun henter en sodavand til ham. Vinko tager imod telegrammet og læser det for sig selv mens han bevæger sine læber. Franciska betragter ham nysgerrigt og venter på at høre, hvad det er, det drejer sig om. Hun tænker, at det altid er dårlige nyheder, når de kommer med et telegram.

Alle personer undtagen hovedpersonen, dvs. dig selv, fortælleren, skal kaldes ved deres navne af de andre personer, med vokativ. Lad være med at gøre dig til en biograf og skrive, at den og den person er født og opvokset dér og dér… Du ved hvem du selv er, og dette til og med kun til en vis grad. Hvad angår de andre personer, må du ligesom politiet checke deres identitetskort.

Vinko rejser sig, folder telegrammet sammen flere gange og stikker det i skjortelommen. Derpå lægger han en pengeseddel under den øl, han har drukket, og nikker blot til Franciska da han går sin vej. Franciska bliver meget overrasket, for sådan noget har hun kun set på amerikanske film – at man betaler uden af vente på tjenerens regning, og at man forlader stedet uden at sige ordentligt farvel. Ved nabobordet kigger grønskollingerne efter Vinko. Telegrammets indhold vedbliver at hænge i luften, nærmest som en ubehagelig lugt. Franciska kigger forbløffet på bordet, hvor Vinko har siddet for bare et øjeblik siden.
Så hører hun et råb uden på vejen, og kigger.
“Tole, din idiot!”. Hun forstår, at drengene har spurgt Tole om han har læst telegrammet, og det har han åbenbart ikke. Derefter har de stukket ham nogle flade, og har løber nu grædende bort.
Drengene gætter nu livligt på, hvad der mon har stået i telegrammet, men holder pludseligt mund da en pige ved navn Andrijana kommer ind i Café “Stoppestedet”.

Præsentér aldrig en ukendt person midt i historien. Hvis du alligevel gør det, så lad være med at give en beskrivelse af personens udseende. En ny person introduceres i én eneste sætning, eller med en bemærkelsesværdig vending, eller vedkommende bliver ganske enkelt præsenteret ved at blive kaldt ved sit navn. Enhver anden form for præsentation virker kunstnerisk ubegavet og æstetisk anstødeligt på den moderne læsers forventninger.


Andrijana bærer hotpants lavet af gamle overklippede jeans og går i træsandaler, klipklapper hen over stenene ind til “Stoppestedet”. På hendes nyepilerede ben kan man se spor af mærker efter slag. På det ene knæ er der en filipens.
Andrijana holder en lille taske foran sig på maven, hvilket gør at alle i cafeen bemærker hendes hofters bevægelser når hun går. Grønskollingerne forestiller sig sågar disse nøgne hofters bevægelser, når hun går, de ser dem for sig som de også ser hendes baller for sig, der kun lige kan anes ved kanten af hendes hotpants, når hun går med ryggen til dem. Lige under den lyserøde bluse kan de også skimte hendes navle, og af og til få et glimt af hendes brysteholder.
Da Andrijana kommer ind i “Stoppestedet” kigger hun på grønskollingerne og går efter en stund hen til deres bord. De ved, at det er den ældste af dem, hun henvender sig til med sin hilsen.
“Hej”, siger hun. “Hej”, siger han, den ældste fyr, mens han samtidig snøfter i et grin. Han tager mål af hende med øjnene som om han lader til at være hovmodig overfor hende. Men det bare et attitude, der skal skjule hans lyst. Med korte mellemrum vender han sig mod de andre grønskollinger og griner og blinker. Han tænder en cigaret selvom han i forvejen har en liggende i askebægeret. Andrijana er det eneste pige i byen C. der ikke er “optaget” og en tur hen på “Stoppestedet” er den eneste underholdning hun har råd til denne sommer. Men hun ved, at den kamp hun fører mod de unge mænd og drenge på forhånd er tabt. For giver hun efter vil alle og enhver få det at vide, og så har hun ingen steder at løbe hen. Men der er altid et håb. Måske møder hun en eller anden en dag på “Stoppestedet”, en fremmed. Måske en ældre fyr. Måske en mand. Måske nogen, der ikke partout skal prale af at have erobret hende. En eller anden, der måske kan hjælpe hende bort derfra. Alligevel synes hun, at hun må flirte for sjov med en af grønskollingerne. Han har fortjent det, sådan som han stirrer efter hende.
“Jamen… vi ses”, siger Andrijana trist og går videre og hen til Franciska for at bestille en sodavand. Så spytter den ældste dreng efter hende, og virker med det samme fri. Samtidigt med at han holder en cigaret stryger han sin hånd over den venstere arm for at fremhæve sin muskler. Han bærer en kortærmet drengeskjorte af mærket “Pionér.”
“Vinko fik et telegram!” råber den ældste dreng til Andrijana, da hun går ud af “Stoppestedet”. Hun kaster et overbærende blik på grønskollingen.
Hun vil så gerne, at Vinko skriver et digt til hende, at han vil traktere hende med en lækker kage og at han vil danse med hende til tonerne af “Nede ved den gamle Mølleå”. Hun vil så gerne, at han vil forære hende blomster og købe et par smarte bukser til hende, at han vil være øm ved hende uden at være for voldsom. Og hvis han så bare også kunne hilse anstændigt på hendes gamle mor! Alt dette tænker Andrijana, og alligevel tilgiver hun Vinko. Men det er alt sammen ligegyldigt, for nu er alt forsent. Hun tænker, at hendes tilgivelse er ligesom stjernens lys, der blinker, når stjernen for længst er død. Hun tilgiver Vinko fordi han har gjort hende gravid, og for at hun har måttet tage til en naboby for at få foretaget abort, og for at hun lige er død under indgrebet, da der er opstået en komplikation, noget med hjertet. Nyheden om hendes død stod at læse i telegrammet til Vinko.

Hold dig ikke til den kronologiske orden i begivenhedernes rækkefølge. I postmodernistisk prosa er alt muligt; personerne kan sagtens genoplives, og de kan være flere steder samtidigt. Ikke-levende personer, der fx er fremstillet af karton, kan bruges. De døde personer kan gå frit rundt i din prosa.


Forfatterens ord

Jamen, min gode teoretiker, jeg holdt mig jo netop til det sidste dér. Men hvad angår resten af dine råd, så må jeg sige du er fuld gas. Lad være med dit og lad være med dat… Men når det kommer til Andrijana, så forstår jeg dig. Hun er en engel, og hun kan altid komme tilstede overalt i en hvilken som helst slags prosa jeg ville kunne finde på at skrive. Og lad endelig også hendes tilgivelse udspringe af en så at sige englelig indsigt i historien, det kan være en trøst for både traditionalister og modernister, uden at det dog forfalder til af være den rene og skære didaktik. Det kan også være noget andet end indsigt, fornemmelse, englelige fornemmelser. Men nu må jeg slutte. Jeg skal hen på badeanstalten for at tage mig et styrtebad, thi jeg blev pryglet på et loppemarked mens jeg var ved at købslå om en bog, “Postmodernisme for begyndere” for små 500 dinarer! Voldsmanden var mig ukendt og tillige grunden til at han begyndte at slå på mig med en stor ske af træ. Dog nåede jeg at bemærke, at han var mindreårig, og at hans ærmer var rullet op…

Bipersonens ord

Jamen, min ven, du skulle have passet bedre på hvad du skrev. Du måtte jo under ingen omstændigheder skrive (eller genskrive) dette:

”Bipersoner som han selv, må for at tiltrække sig opmærksomhed skride ud af dette forløb, fortabe sig, for at noget andet kan skrives. Og for nogen med succes, nogen der ”mestrer det skrevne ord”, de aller dygtigste bipersoner, der blot er figurer i andres fiktioner og narrative forløb, er det trods alt af og til lykkedes at bringe både hovedpersoner, forfattere og læsere i slem knibe, når de har formået at ændre et tilsynelandende logisk og ufravigeligt narrativt forløb.”

Det jeg mener, kære ven, er at du ville alt for meget på én gang; både blæse og have mel i munden. Du ville være forfatteren og en større teoretiker end teoretikeren. Og min ven, dette kaldes “Underminering af paradigmatisk autoritet”, og den går ikke! Jeg var jo en af disse “grønskollinger”. Jeg elskede Andrijana og jeg skrev digte til hende, og prosa af og til. Alle troede, at jeg bare lavede lektier. Og på et tidspunkt tog jeg så mod til mig. Nu har jeg bragt alle i en slem knibe. Ingen kan hjælpe jer nu.
.